Bliv ikke overrasket, hvis der er ekstra lange køer ved vaskehallerne i Vejle i dag. Ungdomshuset har nemlig igangsat en happening i samarbejde med byens tankstationer, hvor unge i dag står klar med børster og pudseklude, og ganske gratis tilbyder at gøre din bil flot og skinnende.

Ungdomshuset har besluttet at tage de unge med på udlandsrejse i efteråret, og det er som udgangspunkt mere end budgettet kan bære. I samarbejde med de unge har man derfor lagt en plan for, hvordan pengene kan komme i hus, og bilpleje er et af de tiltag man har valgt. Dagens happening giver ingen penge i kassen, men skal blot gøre opmærksom på, at man fremover kan lægge vejen forbi ungdomshuset, hvor der i dagtimerne altid vil stå et hold unge klar til at pleje din bil, mens du får tilbudt en kop kaffe eller anden forfriskning.

Vejles borgmester er stolt af de unges bilpleje-initiativ

”Det er et rigtig flot projekt, og jeg håber mange borgere vil bakke op om de unge. Det ville være en rigtig god bagage for dem, hvis de via projektet kan få indtryk af, at det betaler sig, at gøre en aktiv indsats”, skriver borgmesteren bl.a. i sin klumme på kommunens hjemmeside.

De unge Vejle-borgere tilbyder bilpleje fra 20 kr. og opefter. Man kan selv sammensætte den ønskede pleje ud fra en lang liste med mulige ydelser. Eksempelvis kan bilen vaskes for 20 kr – dog 30 kr., hvis det skal være med sæbe.