Virksomheden Sesam A/S fra Aalborg har netop hjemtaget patent på et nyt dørlukker-system, som forventes sat i produktion hen over sommeren. Virksomheden arbejder primært med automatiske døre og lukke-systemer, og det nye patent er blot et i rækken af mange, som på få år har gjort firmaet kendt langt ud over landets grænser. ”Vi eksporterer i dag 80% af vores produkter, som primært er avancerede dørlukkere og styringer, fortæller direktør Svend Grugaard.

De nye dørlukkere adskiller sig ved at benytte et specielt hydraulisk system, som kan fastlåse døren i specifikke positioner. Det er bl.a. anvendeligt, når dørene bruges i sammenhæng med ventilationssystemer, som har brug for, via automatik, at kunne regulere luftgennemstrømning. ”Det betyder i praksis, at vores nye dørlukker kan åbne en dør på klem på en sikker måde, uden at man kan bryde ind”, forklarer Svend Grugaard.

Dørlukkere fra Aalborg et hit i Østeuropa

Virksomheden henter i øjeblikket angiveligt størstedelen af sin omsætning på det østeuropæiske marked, hvor ældre bygninger i stor stil renoveres disse år. Alene sidste år, eksporterede virksomheden dørlukkere og beslægtede varer for 22 millioner til Østeuropa. USA er også et marked med stort potentiale, men konkurrencen er iflg. direktøren så hård, at der formentlig er behov for at etablere en selvstændig afdeling i området, hvis salget skal tage fart. Iflg. direktøren, foretrækker mange af de amerikanske kunder at støtte lokalt.

Herhjemme afsætter virksomheden kun omkring 20% af produktionen, typisk produkter i den mere avancerede ende. ”Herhjemme er målgruppen fortrinsvist store kæder med varehuse og lignende”, slutter han.